DR Casting Portal

7 -10 årige børn med kæledyr søges til nyt program

Lav din helt egen film
 
I et nyt børneprogram om teknologiforståelse forvandler vi børns fantasifulde historier om deres kæledyr til film ved brug af AI. Undervejs undersøger vi, hvordan AI virker, og hvordan vi kan være kreative - men også skal forholde os kritisk til AI. Dermed lærer børnene f.eks., hvordan mønstergenkendelse fungerer, at se forskel på fake og ægte, og hvad bias betyder i AI-sammenhænge.

Barnet er med hele vejen fra idé til færdig film - og er med til at stille de undrende spørgsmål til AI-værten undervejs. 

Lyder det som noget for dig eller dit barn? Så læs videre her 🙂
 

Det praktiske 
Vi søger børn i hele landet.  
Du kan søge allerede nu 😊
Hvis du kommer med i programmet, skal du filme dig selv derhjemme med din mobil.
Optagelserne finder sted i foråret 2026 og vil foregå over 2-3 gange.
Vi guider dig hele vejen, så du ved, hvad der skal ske. 

 
Hvad skal du gøre? 
Hvis du vil med i programmet, skal du sende os to videoer. 
 
Video 1  
Fortæl en historie om dit kæledyr ud fra din fantasi. Tænk over, hvad handlingen i historien er, hvor den foregår, og hvem der er med.
Forvandler jeres nuttede kat sig til en ninja om natten og redder verden, eller er jeres hund hemmeligt forelsket i naboens papegøje? Find på din helt egen historie. Og husk - det er kun din fantasi, som sætter grænser 😊 

Video 2 
Fortæl om dig selv – hvad du hedder, hvor gammel du er, og hvor du bor.  
Du må også meget gerne vise rundt på dit værelse.  
  

Om formålet med programmet

Undersøgelser viser, at børn ikke kender mekanismerne bag AI i detaljer og derfor har svært ved at gennemskue, om dét de ser og oplever, er fake. I dette program er omdrejningspunktet at udforske AI på en måde, hvor børn både lærer, hvordan ny teknologi skaber muligheder, men også faldgruberne og kompleksiteten ved, at det netop er computerskabt. Barnet har en medskabende og medbestemmende rolle i programmet, hvor det undervejs får mulighed for at stille undrende spørgsmål til teknologien, og hvordan den bruges. 

Hvert program har et særligt underliggende AI læringsfokus, der skal styrke børns digitale dannelse og kritiske stillingtagen til den nye teknologi. Det kunne fx være: Hvad er en prompt? Har AI en bias? Kan AI tage fejl? Hvad er mønstergenkendelse? Der bliver udviklet et læringsmateriale til skolerne, som kan bruge indholdet i undervisning om ny teknologi.

Vi glæder os til at høre fra dig!   

Start din ansøgning

Ansøgningsprocessen er opdelt i flere trin, og undervejs skal der bl.a. gives accept fra en forælder/værge. Der er åbent for ansøgning indtil 30-06-2026.


Ved at indsende en ansøgning til DR giver du os dit samtykke til behandling af dine oplysninger. Formålet med behandlingen er, at give udvalgte medarbejdere hos DR mulighed for at vurdere og udvælge deltagerne til programmet. Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine oplysninger, er du altid velkommen til at kontakte DR's databeskyttelsesrådgiver. Læs mere om, hvordan DR behandler dine personoplysninger og hvordan du kommer i kontakt med os på https://www.dr.dk/service/drs-persondatapolitik.

DR er dataansvarlig men kan vælge at dele data med eksterne databehandlere hvorfor du bedes være opmærksom på, at de også får adgang til dine oplysninger og de filer du ønsker at sende med. De indsamlede oplysninger opbevares til de ikke længere er relevante, dog ikke længere end 12 måneder efter en castingproces er afsluttet.

Ansøgninger til '7 -10 årige børn med kæledyr søges til nyt program ' håndteres i samarbejde med analyse- og konsulenthuset Wilke A/S. Har du brug for teknisk hjælp, kan du henvende dig til drcasting@wilke.dk.